Den virtuelle gamle by

Byen Aarhus var europæisk Kulturby i 2017, men allerede i mange år før det har byen haft en trestjernet turistmagnet, Den Gamle By.

Du kan tage en virtuel tur i Den Gamle By ved at gå på museets hjemmeside, dengamleby.dk, og så klikke dig igennem en række af de meget smukke, gamle købstadshuse, som byen er bygget op omkring.

Du kan også finde en virtuel tur, der går gennem den “nye” bydel i Den Gamle By, nemlig 1970’er-bydelen. Her er der byhuse, købmandsforretninger, værtshuse og andet, som er taget direkte ud af de miljøer, hvor de indtil for nylig var aktive elementer i folks hverdagsliv.

Kendt i hele verden

Den Gamle By er kendt i hele verden. Når

New York Times spørger, hvad man skal bruge 36 timer i Aarhus til – ja så er det tegn på, at den næststørste by i Danmark er ved at have et navn i verden. Måske skyldes det kulturby-æren, men måske også Den Gamle By. Nogle mener, at det er Danmarks eneste museum i international klasse.

Tre epoker i byen

Den virtuelle tur i Den Gamle By i Aarhus er opdelt i tre epoker. Perioden indtil 1900 dækker de huse, som byen oprindeligt var tiltænkt at skulle bygges op omkring.

Det hele begyndte nemlig med, at den lokale postmester i Aarhus i begyndelsen af 1900-tallet fik reddet den gamle borgmestergård fra at blive destrueret. Den stod på et hjørne midt i byen, hvor der nu skulle bygges et moderne hus. I stedet blev huset demonteret og pakket ned – og senere genopført med alt sit prægtige bindingsværk som det første hus i Den Gamle By.

Du kan selvfølgelig virtuelt besøge Borgmestergården, men også andre pragtbygninger som den fantastiske Møntmestergård, der er hentet til Aarhus fra København og er helt speciel med sin farvesætning og størrelse. Herudover er der en masse mindre huse, butikker og værksteder, alt autentisk og taget ud af den lokalitet, hvor de har virket gennem årtier, inden tiden indhentede dem, og de skulle vige pladsen for noget nyt og større.

1920’erne

Den næste periode handler om 1920’erne, hvor der bl.a. er et sæbehus og en isenkræmmer – selvom butikkerne er gamle, er der stadig mange, der huske den specielle atmosfære.

Har du et gammelt familiemedlem, kan du invitere dem på en virtuel tur i museet – det vil kalde mange minder frem.

1970’erne

Måske kan du selv huske lejlighederne og butikkerne fra 1970’erne, som også er genopført i Den Gamle By? Tjek efter på den virtuelle tur – det er altid sjovt at se noget, man måske selv kan genkende fra sin barndom.

Pragtfuld formidling

Mange museer tilbyder i dag virtuelle ture gennem deres bygninger og samlinger. Det er en fremragende måde at formidle historien på, hvor en moderne mediekanal bruges til at knytte fortid og nutid sammen på en ny måde.